Høj licensrangering til talentafdelingen

dato

Nyheden er fra Haderslev Fodbold Klub

af Jacob Ravn, 29. april 2019, kl. 20:51

DBU har rangeret talentafdelingen i HFK/SønderjyskE som nummer tre i Jylland og nummer otte i hele Danmark.

Der er en fornem placering til HFK/SønderjyskE i den licensrangering, som DBU har offentliggjort mandag.

Her er HFK/SønderjyskE placeret som nummer tre i Jylland og som nummer otte i hele Danmark.

HFK/SønderjyskE har fået tildelt tre stjerner af fem mulige og en samlet bedømmelse på 57,74 ud af maksimalt 100.

Det er første gang, der tildeles licenser på denne måde, og DBU oplyser, at det sker på baggrund af to et halvt års arbejde.

Der bedømmes efter syv forskellige kategorier: Produktivitet, holdudvikling, struktur og organisation, individuel udvikling, scouting, strategi og infrastruktur.

Talentchef i SønderjyskE, Karsten Andersen, glæder sig over den flotte rangering, men han understreger, at der er meget arbejde, der venter forude.

– Vi er glade og stolte over bedømmelsen, men vi stiller os ikke tilfredse, for vi skal være endnu dygtigere. Vi har en ambition om, at vi skal være blandt de seks bedste klubber herhjemme, og der er stadig nogle områder, hvor vi kan forbedre os ret væsentligt de næste år. Vi bruger det her som en anerkendelse af, at vi er på rette vej, men vi skal fortsat arbejde hårdt og målrettet for at komme helt derop, hvor vi gerne vil være, siger Karsten Andersen.

Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at det store arbejde, der bliver lagt i talentafdelingen, hos samarbejdsklubberne og i TalentCenter Haderslev, er blevet belønnet med en flot licensrangering.

– Der er sket rigtig meget i vores talentafdeling de seneste år, og vi bliver ved med at lægge lag på. Vi har nogle meget kompetente trænere og ledere, og de knokler for, at klubben hele tiden udvikler sig. Vi er meget stolte og tilfredse over, at vi nu rangeres som nummer tre i Jylland og nummer otte i hele Danmark, og vi vil bruge det som motivation til at forbedre hele vores talent-setup, siger Hans Jørgen Haysen.

Rangeringen gælder for 2019/2020-sæsonen, og det betyder, at HFK/SønderjyskE også i næste sæson har et hold i de bedste ungdomsrækker, U19- og U17-ligaen.

Kilde: Haderslev Fodbold Klub