MØD HJALMAR BANG-MORITZ

For Hjalmar handler boliger om mennesker og store beslutninger

Portrætfoto af Hjalmar Bang-Moritz

Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?

“Mit navn er Hjalmar Bang-Moritz, og jeg er ejendomsmægler i Haderslev samt indehaver af home Haderslev - Vojens sammen med Hans Plesner Drud. Vi har forretning på Storegade i Haderslev og en udstillingsbutik på Vestergade i Vojens. Som lokal ejendomsmægler i Haderslev og Vojens hjælper vi hver dag boligejere med køb og salg af villaer, rækkehuse, nedlagte landbrugsejendomme, ejerlejligheder, andelsboliger og fritidshuse. I dag er home Haderslev - Vojens markedsleder i 6100 Haderslev og har været den mest sælgende ejendomsmægler i området i mere end 10 år. Det er vi naturligvis stolte af, men vigtigst af alt er, at vi hver dag hjælper lokale familier med en af livets største beslutninger - køb eller salg af bolig.”

Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?

“Jeg har altid været fascineret af kombinationen af mennesker, handel og boliger. Som ejendomsmægler arbejder man ikke bare med mursten. Man arbejder med mennesker i nogle af de største beslutninger i deres liv. Det kan være førstegangskøbere, familier der skal bruge mere plads, eller seniorer der skal videre til næste kapitel. Ingen dage er ens, og det er netop det, jeg holder af ved faget. Samtidig har jeg, i mit voksne liv, altid haft stor interesse for både boligmarkedet og jura, så det var et naturligt valg at gøre det til min levevej.”

Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?

“En af de mest usædvanlige henvendelser, jeg har fået, kom fra en meget velstående dansker bosat i Schweiz. Han kontaktede mig, fordi han gennem hele livet havde haft stærke minder fra sine sommerferier som barn på en gård et sted uden for Haderslev, hvor noget perifer familie boede. Nu ønskede han at købe gården - eller i hvert fald finde ud af, om det overhovedet var muligt. Problemet var bare, at han stort set ingen oplysninger havde. Han kunne ikke huske adressen. Han kendte ikke de nuværende ejeres navn. Han vidste ikke, hvor gården lå - andet end at den lå et sted uden for Haderslev. Den eneste ledetråd ud over det var et gammelt sort-hvidt barndomsbillede af ham selv stående foran en gavl uden særlige kendetegn. Det udviklede sig til lidt af en detektivopgave og blev en af de absolut mest spændende boligsøgninger, jeg nogensinde har været involveret i. Historien minder mig stadig om, at ejendomsmæglerfaget ikke kun handler om mursten og kvadratmeter. Nogle gange handler det også om minder, følelser og ønsket om at finde tilbage til et sted, der har haft stor betydning i ens liv.”

Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Haderslev?

“Det bedste er uden tvivl menneskene og lokalsamfundet. Haderslev Kommune er et fantastisk område med meget stor variation. Vi har Haderslev by, Vojens, Gram, Hammelev, Sommersted, Årøsund og mange andre stærke lokalsamfund. Samtidig ligger vi tæt på både natur, fjord og kyst. Som lokal ejendomsmægler oplever vi ofte, at kunder vender tilbage flere gange gennem livet. Først som købere, senere som sælgere og måske igen som købere. Det skaber relationer, som man ikke finder alle steder. Det er noget af det, jeg sætter allermest pris på.”

Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?

“Hvis jeg skal fremhæve en lokal organisation, må det være Mødrehjælpen i Haderslev. De ligger kun få meter fra os på Storegade, og derfor har vi gennem årene haft fornøjelsen af løbende at møde de mennesker, der står bag. Det har givet et indblik i den enorme indsats, de hver dag yder for familier og mennesker, der har brug for en hjælpende hånd. Det, der imponerer mig mest, er den passion og det engagement, de lægger for dagen i den gode sags tjeneste. Det sker uden fokus på egen gevinst eller anerkendelse, men med et oprigtigt ønske om at gøre en forskel for andre. I en tid hvor meget handler om resultater, vækst og bundlinjer, synes jeg, det er inspirerende at opleve mennesker, der hver dag arbejder så uselvisk for at hjælpe andre. Det fortjener både respekt og lokal opmærksomhed.”