Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt føreren af den bil, der fredag påkørte en 51-årig mand i Haderslev<br><br>
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt sent mandag aften føreren af den bil, der fredag den 1. december kort før midnat påkørte en 51-årig mand, der efterfølgende afgik ved døden. Påkørslen fandt sted i Laurids Skaus Gade i Haderslev kort før midnat fredag.
Den unge kvinde tog mandag aften gennem sin familie kontakt til politiet og blev efterfølgende anholdt. Under afhøring i dag erkendte kvinden påkørslen, men forklarede, at hun ikke var klar over, at det var en person, hun havde påkørt.
Politiet anser sagen for opklaret og har sigtet kvinden for uagtsomt manddrab og for at have efterladt en anden person i hjælpeløs tilstand.
Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er grundlag for en varetægtsfængsling.