Tre rumænske statsborgere sigtet for tre gange at have afluret pinkode og stjålet betalingskort

Profilbillede
dato

En efterforskning på tværs af politikredse resulterede i, at tre personer kunne anholdes, fremstilles i grundlovsforhør og nu er varetægtsfængslede i sagen. To af dem har erkendt.

Tre rumænske statsborgere blev efter grundlovsforhør onsdag eftermiddag i Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for tre forhold af tyveri og databedrageri. De sigtede er alle mænd, hvoraf to har erkendt. Den tredje mand nægtede. 

I alle tre forhold er der tale om, at de i forening er sigtet for at have afluret en persons pinkode i et supermarked, hvorefter de har henvendt sig til personen efterfølgende og i den forbindelse stjålet betalingskortet, som de bagefter har hævet penge på. 

Det første forhold fandt sted i Haderslev den 28. september, hvor det gik ud over en 94-årig kvinde, der handlede i et supermarked. Hun forklarede efterfølgende, at en person kom meget tæt på hende, og en mand derefter antastede hende udenfor forretningen. Hun opdagede tyveriet, da hun kom hjem, og det blev herefter anmeldt, og kortet blev spærret. Der var på det tidspunkt hævet 5500 kroner på kortet i Haderslev. Derefter er der forsøgt at hæve på kortet to gange – uden held. 

Det andet forhold skete i Varde den 2. oktober i et supermarked. Samme fremgangsmåde blev benyttet med at aflure koden ved kassen, antaste personen efterfølgende og stjæle kortet. Herefter blev der hævet 10.000 kroner på kortet og forsøgt at betale varer for 2.000 kroner i en tøjbutik i Varde – uden held. I dette tilfælde gik det ud over en 64-årig kvinde. 

Det tredje forhold skete også den 2. oktober – denne gang i et supermarked i Herning. Her er der igen afluret pinkode, stjålet betalingskort og efterfølgende dels hævet penge på kortet og dels betalt for varer – til en samlet værdi på 16.511 kroner. Det gik det ud over en 77-årig mand. 

I forbindelse med efterforskning kunne politiet ud fra borgerhenvendelser, videoovervågning samt øvrige tekniske spor fastslå identiteten på de formodede gerningsmænd. Dermed kunne Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Nordjyllands Politi anholde de tre personer. 

”Hjælp fra borgerne og private aktører samt et godt samarbejde med Nordjyllands Politi førte til, at vi hurtigt kunne skride til anholdelse og få sat en stopper for de formodede gerningsmænd, der nu er sigtet i sagen. Det resultat er vi rigtig glade for”, siger politikommissær Preben Meisner fra Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Den efterfølgende efterforskning skal nu klarlægge, om de formodede gerningsmænd har begået flere forhold. De indledende tekniske spor, som er sikret i sagen, indikerer, at de har været rundt i hele Danmark. 

Alle tre sigtede frastod at kære kendelsen og er nu varetægtsfængslet frem til 6. november. 

 

FAKTA: 
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.


Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi