Da Per Skovrup fra Haderslev tidligere på sommeren cyklede op ad nogle af Tour de Frances mest ikoniske bjergstigninger, handlede det om mere end højdemeter og hårde etaper.
Det handlede om at gøre en forskel for mennesker med sclerose.
Og nu står det klart, at indsatsen har været med til at skabe et historisk resultat. Cykelnerven 2026 har nemlig indsamlet rekordhøje 18,1 millioner kroner til forskning i sclerose og patientstøtte – tre millioner kroner mere end sidste år.
Per har selv været igennem et kræftforløb over seks år og mærket, hvor afgørende forskningsmidler er. Derfor var det med stolthed og ære, at han sammen med omkring 600 ryttere fra hele landet kæmpede sig frem mod årets finale i de franske Alper – efter mange måneders træning, fundraising og sponsorarbejde.
- Det har været en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har prøvet mange forskellige ting i mit liv – marathon, Ironman og diverse andre løb – men jeg har aldrig deltaget i noget, der gav så meget mening og var så gennemtænkt af arrangørerne, fortæller Per.
I løbet af finalen skulle rytterne blandt andet forcere legendariske stigninger som Alpe d'Huez, Galibier, Col du Granon og Col de Sarenne.
Hos Scleroseforeningen vækker årets resultat stor begejstring.
- Det er næsten uvirkeligt at opleve, hvordan rytterne på Cykelnerven år efter år formår at flytte grænserne for, hvad der er muligt. 18,1 millioner kroner er et helt ekstraordinært resultat, som kommer til at gøre en mærkbar forskel for forskningen og for de næsten 20.000 danskere, der lever med sclerose, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Pengene skal blandt andet støtte forskningen i sclerose, som er en kronisk sygdom i centralnervesystemet. I Danmark lever knap 20.000 mennesker med sygdommen.
For Per er rekordresultatet et bevis på, hvad der kan ske, når mennesker, virksomheder og lokalsamfund står sammen.
- At sidde til gallamiddagen på den sidste dag og se videoen, hvor resultatet blev afsløret, gik lige i hjertet.
Fakta om Cykelnerven 2026
600 ryttere deltog i årets Cykelnerven
18,1 millioner kroner indsamlet til forskning i sclerose og patientstøtte
Rekordforbedring på 3 millioner kroner sammenlignet med 2025
Mere end 800 virksomheder støttede Cykelnerven i 2026