Mød selv op i Fogedretten – før politiet opsøger og anholder skyldnere

dato

Flere borgere i Haderslev Kommune skylder penge og har ikke reageret på henvendelser fra Fogedretten. Nu er det sidste chance.

Syd- & Sønderjyllands Politi forbereder en politiaktion i løbet af september rettet mod skyldnere til Fogedretten i Haderslev Kommune. Borgerne er blevet kontaktet flere gange, men har ikke reageret på Fogedrettens henvendelser. Derfor vil de – hvis ikke de møder op i Fogedretten inden – blive opsøgt af politiet, anholdt og bragt til Fogedretten. 

”Vi opfordrer til, at borgerne hurtigst muligt selv møder i Fogedretten, så de undgår, at vi kommer og anholder dem derhjemme eller inde på deres arbejdsplads,” siger politikommissær Simon Langelund, Syd- & Sønderjyllands Politi. 

Når borgere ikke møder op, selv om de er indkaldt til Fogedretten på grund af gæld, så er det politiets opgave at sørge for, at de kommer til et møde. Det sker ved en fogedaktion, hvor politiet henter borgerne. 

”Vi håber, at borgerne enten betaler det skyldige beløb eller møder op personligt i Fogedretten inden, så de kan træffe en aftale om betaling af gælden. Det er langt den mest behagelige måde at løse det på,” siger politikommissær Simon Langelund. 

Man skal møde op fysisk i Fogedretten. Den faste åbningstid i Fogedretten i Haderslev er onsdage mellem klokken 9 og 11.  
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Mest læste artikler