Den lokalkendte skole i Haderslev Hans Hertug Skole skal omdannes til boliger. I første omgang skal den tidligere folkeskole sælges i offentligt udbud med budfrist den 20. september 2024, hvorefter den kommende køber vil have mulighed for at tilpasse byggeplanerne. EDC Poul Erik Bech skal formidle salget af den tidligere folkeskole på vegne af Haderslev Kommune.
Den nybyggede Erlev Skole åbnede i januar 2021 og dermed sluttede et over 100 år langt kapitel for de smukke og tidstypiske Hertug Hans skolebygninger på Buesgade i det centrale Haderslev.
De sidste par år har skolen været anvendt til midlertidige formål, bl.a. foreningsliv, men nu venter et nyt kapital for Hertug Hans Skole, da Haderslev Kommune har besluttet, at bygningerne skal omdannes til boliger. Derfor er skolen sat til salg i offentligt udbud med budfrist den 20. september 2024.
Borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau, udtaler: "De gamle skolebygninger er ikoniske og har en central placering i vores smukke by. Jeg ser utrolig meget frem til en spændende proces, hvor den overordnede vision om fællesskab i et boligprojekt skal stå sin prøve."
Bjørn Borg, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland, supplerer:
"Den tidligere folkeskole er absolut bevaringsværdig, og derfor er det også den rigtige løsning at etablere nye boliger på matriklen, så der kan skabes nye minder i de markante ejendomme. Nogle steder skal de arkitektoniske detaljer og byggetekniske kvaliteter bibeholdes, og andre steder kræves en kærlig hånd. Beliggenheden centralt i Haderslev er ideel for boliger og attraktiv for mange med kort afstand til byens faciliteter, indkøb og naturskønne omgivelser."
"Vi har oplevet en stor interesse for projektet. Allerede fra det indledende borgermøde i starten af året, hvor der var et flot fremmøde og løbende har vi fået mange henvendelse fra interesserede folk i ejendomsbranchen. Der er også flere der har skrevet sig op på hjemmesiden til løbende at modtage information om projektet, så vi glæder os til den videre proces," siger Bjørn Borg, der er bosat i Haderslev.
Helt unik byggemulighed
Inden skolen kan omdannes til boliger, skal ejendommene sælges i offentligt udbud. Salget gennemføres med budfrist den 20. september 2024, hvorefter den kommende køber vil have mulighed for at tilpasse planerne i samarbejde med kommunen. Ifølge Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech, er den gamle skole i Haderslev en enestående mulighed for at etablere nye boliger:
"Der er flere elementer, som gør denne byggemulighed helt unik. Dels er man centralt placeret med kort afstand til grønne områder, midtbyens liv og mange indkøbsmuligheder. Og dels rummer skolen mange fantastiske kvadratmeter, som kan blive til unikke rum i en ejendom med flere fællesfaciliteter. Der er alt fra idrætshal til fælles spisesal i den tidligere skolekantine, som kan gøre omdannelsen af Hertug Hans Skole oplagt til indretning til fx bofællesskab."
"Hvad det specifikt ender med, lader vi den kommende køber om. Nu handler det i første omgang om at skabe noget opmærksomhed om skolen og fortælle udviklere og investorer om de mange muligheder, hvis man vælger at købe Hertug Hans Skole. Vi står klar til at invitere interesserede parter inden for på skolen, så de kan opleve de fantastiske rammer helt tæt på og se nærmere på de mange muligheder, som de flotte bygninger rummer. I forhold til indretninger og boligtyper, står vi også klar til at vejlede potentielle bydere om boligtyper ud fra den demografiske udvikling i Haderslev," siger Tonny Broberg.