Haderslev Kaserne: Efterretningsofficer til XIII Lette Infanteribataljon ved Slesvigske Fodregiment.

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vi søger en innovativ efterretningsofficer, som vægter sine enkeltkæmperfærdigheder og fysiske form højt. En officer, der som en del af bataljonsstaben, vil være med til at udvikle, opbygge og støtte føringen af XIII Lette Infanteribataljon.

Om os

1. januar 2019 blev XIII Lette Infanteribataljon opstillet ved Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne. Bataljonen er operativt underlagt og under kommando af 2. Brigade, og den har Slesvigske Fodregiment som sit stamregiment.

Bataljonen er let bevæbnet og udrustet, og den støttes af mindre taktiske køretøjer. XIII er særligt velegnet til afsiddet kamp i lukket, uoverskueligt og uvejsomt terræn i dagslys og i mørke og i det fulde spektrum af opgaver. XIII trænes i særligt krævende operationer, hvor den kan indsættes til lands, til vands og gennem luftmobile indsættelser, og hvor den bl.a. skal kunne samarbejde med specialoperationsstyrker.
Bataljonens opgaver og funktionsvilkår stiller derfor høje krav til de fysiske og de grundlæggende militære kompetencer og færdigheder.

Bataljonen er i de kommende år fortsat under opbygning. Det medfører bl.a. indfasning af nyt materiel, fortsat opbygning af bataljonens organisation og udvikling af det doktrinære grundlag for indsættelsen af let infanteri. Bataljonen har fire kerneværdier, som samlet udgør den lette infanterists mindset. Kerneværdierne er feltkundskab, skydning, taktisk sanitetstjeneste og fysisk robusthed.

XIII består for tiden af bataljonsstaben, uddannelsessektionen (S7), Stabskompagniet, 1. og 2. Lette Infanterikompagni samt 4. Uddannelseskompagni, der gennemfører Hærens Basisuddannelse og Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse. Det er hensigten, at 3. Lette Infanterikompagni påbegynder opbygningen inden for en overskuelig fremtid. Staben er opbygget med en Administrationssektion (S1), Efterretningssektion (S2), Operationssektion (S3) og en Logistiksektion (S4). Logistiksektionen består af en chef, en materielbefalingsmand samt en tilknyttet stabshjælper fra bataljonens stabskompagni.

Den nuværende bemanding i staben udgøres af kompetent og erfarent personel. Opgaveløsning gennemføres situationsbestemt og fleksibelt, og ofte med behov for støtte på tværs af faggrænser. Staben et sammentømret team, hvor den initiativrige og dynamiske stabsofficer vil befinde sig godt. Der hersker en uformel omgangstone baseret på gensidig respekt for den enkeltes bidrag til bataljonens samlede opgaveløsning.

Efterretningssektionen består af en chef, en efterretningsofficer og en efterretningsbefalingsmand.

Udvikling af stabens kompetencer har prioritet, hvorfor staben i videst mulige omfang gennemfører funktionsspecifikke kurser og uddannelser, når det er foreneligt med aktiviteterne. Herudover prioriteres vedligeholdelse og forbedring af stabens fysiske træningstilstand og enkeltkæmperfærdigheder.


Om stillingen

- Efterretningsofficeren forestår planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol af operationer og indsættelser, samt uddannelsesaktiviteter.
- Efterretningsofficeren udarbejder efterretningsbidrag til planer, befalinger, risikoanalyser og lignende.
- Efterretningsofficeren varetager funktioner og løser opgaver i relation til den militære sikkerhed ved bataljonen.
- Efterretningsofficeren indgår på en af bataljonens to kommandostationer i rollen som rådgiver og planlægger. Efterretningsofficeren løser opgaver under operativ indsættelse og kamp i samarbejde med stabspersonel fra de andre stabssektioner.
- Efterretningsofficeren er tillige sagsbehandler, og har i den forbindelse egne sagsområder.

Du referer til dagligt til chefen for S2. Du vil også blive tildelt opgaver som projektofficer og på vegne af STCH koordinere og lede stabsarbejdet på det pågældende projekt, typisk en øvelse eller anden uddannelsesaktivitet.

Om dig

Hvis du er premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus/VUK eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Du har, som minimum, kendskab til stabsmetodikken og kan arbejde med større og mere komplekse planlægningsopgaver selvstændigt såvel som i samarbejder med andre.

Du har relevant efterretnings og/eller operativ erfaring fra underafdelings- og gerne bataljonsniveauet. Såfremt du ikke tidligere har beskæftiget dig med efterretnings- og militær sikkerhedstjeneste, så vil du blive klædt på igennem uddannelse og kurser.

Du har en professionel indstilling til tjenesten og ønsker at dygtiggøre dig inden for planlægning og gennemførelse af militære operationer, uddannelse af soldater, samt generel drift af en bataljon i garnison. Herudover ønsker du at udvikle og vedligeholde dine grundlæggende militære færdigheder inden for især fysisk træning, skydning og feltvanthed, idet bataljonens opgaver fordrer mental og fysisk robusthed.
Du er analytisk stærk, behersker dansk og engelsk kommunikation i skrift og tale, samt er fremsynet i planlægningen.

Du har helhedssyn og kan skabe resultater. Du arbejder systematisk og er i stand til at have flere bolde i luften samtidigt. Du er initiativrig, ansvarsbevidst og selvstændig. Du arbejder målrettet og struktureret, men kan hurtigt tilpasse dig skiftende situationer.

Dit livssyn er positivt, du har et godt humør og har let ved at skabe gode relationer. Du ønsker at bruge din erfaring til at gøre bataljonen bedre.


Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chefen for S2 kaptajn Phil Elson, SLFR-13-S20A, tlf. +45 61 22 33 31

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Nur Arabaci Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 99 35.

Der er tale om en fast stilling med tjeneste på Haderslev Kaserne.

Ansøgningsfristen er d. 01. oktober 2023, samtaler gennemføres i Haderslev eller på VTC snarest derefter.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Haderslev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Haderslev Kaserne, Louisevej 2A, 6100 Haderslev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=185731&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5909897

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet