Efter alvorligt kræftforløb: Per Skovrup cykler Tour de France-bjerge for Scleroseforeningen

Per (til højre) og Cykelnerven kammerat
dato

HADERSLEV: Da Per gik ud ad døren fra hospitalet med beskeden om, at han havde fået modermærkekræft, der havde spredt sig i kroppen, ændrede hans liv sig for altid. 

Om to uger sætter han sig i sadlen i Frankrig for at bestige Tour de France-bjerge på cykel og gøre en forskel for andre, der står midt i alvorlig sygdom – og for dem, der står ved siden af. 

“Jeg har selv mærket, hvor vigtigt det er, at der bliver samlet penge ind til forskning. Både så man som patient kan få hjælp, men også for de pårørende, som ofte bliver glemt i sygdomsforløbet.” 

For Per er cyklingen blevet et symbol på det, han har fået tilbage. 

“Hver gang jeg cykler, er jeg taknemmelig for, at jeg kan, fordi jeg har haft så mange år, hvor jeg hverken har kunnet eller haft overskud til det.” 

Derfor deltager Per i Cykelnerven, hvor 600 ryttere fra hele Danmark cykler de afgørende Tour de France-bjerge og samler penge ind til Scleroseforeningen. For ham handler det ikke kun om en krævende cykeludfordring i bjergene, men om at bruge sin egen erfaring med sygdom til at skabe opmærksomhed om andre, der lever med en alvorlig diagnose tæt inde på livet. 

“Det er en perfekt kombination af at gøre noget godt for andre, som måske ikke kan, og samtidig komme i form og nyde godt selskab imens. Jeg har aldrig cyklet sammen med så mange gode personer, som jeg har mødt gennem Cykelnerven.” 

For Per er Cykelnerven derfor blevet mere end en fysisk udfordring. Det er et fællesskab, hvor han kan omsætte sin egen historie til håb og støtte til andre. 

Kilde: Scleroseforeningen - Cykelnerven
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.