Den nye tryghedsundersøgelse er udkommet: Syd- og Sønderjyllands Politi følger landsgennemsnittet

Profilbillede
dato

I Justitsministeriets årlige undersøgelse af borgernes tryghed og tillid til politiet varierer Syd- og Sønderjydernes svar på tværs af kommunerne. Trygheden og tilliden til politiet er fortsat høj, selv om politikredsen samlet set registrerer et fald i forhold til seneste måling. Vi følger nu landsgennemsnittet.

I den nye undersøgelse af borgernes tryghed og tillid til politiet følger Syd- og Sønderjyllands Politi landsgennemsnittet. Det viser den årlige undersøgelse, som Justitsministeriet netop har offentliggjort.

Borgerne i undersøgelsen er blevet spurgt, om de er trygge i deres nabolag, og om de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

Undersøgelsen, der er gennemført i perioden 1. september til 28. november 2023, viser et fald nationalt på tværs af politikredsene, og det fald ses også hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som dermed nu ligger på niveau med landsgennemsnittet.

 

Når det handler om tryghed, svarer 88 procent af de adspurgte borgere i Syd- og Sønderjylland, at de føler sig trygge i deres nabolag, mens 86 procent svarer, at de har tillid til politiet.

 

”Vi har noteret os et fald på begge parametre i forhold til sidste år. Trygheden og tilliden til politiet er fortsat høj. Vi ligger nu på landsgennemsnittet, men vi stræber altid efter at gøre det bedst muligt for borgerne. Resultaterne gør os nysgerrige på årsagerne til de udsving, vi ser, og vi kommer nu til at dykke ned i de data, der ligger bag undersøgelsen”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

 

Stor stigning i særligt udsatte boligområder

Undersøgelsen viser også store forskelle mellem de 8 kommuner i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. De to særligt udsatte boligområder i Esbjerg Kommune, Hedelundgårdparken og Stengårdsvej, skiller sig positivt ud. Her er borgerne mere trygge og har større tillid til politiet i forhold til den seneste undersøgelse. Stigningen er henholdsvis på 3,6 og 5 procentpoint på tryghedsspørgsmålet, mens stigningen er på 0,7 og 4,9 procentpoint på spørgsmålet om tillid til politiet.

De svar vækker glæde hos politidirektøren:

 

”Vi er meget tilfredse med, at de to særligt udsatte boligområder, som vi har i politikredsen, fortsat har en positiv udvikling og nu er på niveau med den øvrige del af Esbjerg Kommune. I september 2021 åbnede vi nærpolitistation på Stengårdsvej i Esbjerg, og samtidig har vi i dialog med boligselskaberne og Esbjerg Kommune iværksat flere tryghedsskabende indsatser i begge områder. Den her måling bekræfter os i, at det er de rigtige indsatser, vi laver. Og at vi skal fortsætte”, siger Frits Kjeldsen.

 

Med nærpolitiet generelt er Syd- og Sønderjyllands Politi både synligt og i tæt dialog med borgere og samarbejdspartnere i boligområderne.

 

”Det er med til både at forebygge kriminalitet og til at øge trygheden blandt borgerne og øge tilliden til politiet”, siger Frits Kjeldsen.

 

Trygheden er faldet i Esbjerg Kommune

Et af de områder, hvor trygheden er faldet, er Esbjerg Kommune. Den ligger nu lidt under landsgennemsnittet.

 

”Vi har set en stor stigning i antallet af indbrud i private hjem i Esbjerg Kommune i 2. halvår af 2023. Det skaber utryghed, og det vil også kunne vise sig i en undersøgelse som denne – både når det kommer til borgernes tillid til politiet og ikke mindst borgernes tryghed i deres nabolag. Vi kan heldigvis nu se, at antallet af indbrud i Esbjerg Kommune er faldet, efter vi som følge af målrettet efterforskning har opklaret en stor del af de indbrud, der har været”, fortæller Frits Kjeldsen.

 

En anden forklaring kan være tilstedeværelsen af en bandegruppering i Esbjerg:

 

”Vi arbejder kontinuerligt og intensivt på at forhindre tilstedeværelsen af bander. Dels via opholdsforbud, dels via planlovgivningen. De tiltag koordinerer vi i tæt samarbejde med Esbjerg Kommune. Vi har fortsat en massiv politiindsats mod rocker- og bandemiljøet. Vi patruljerer jævnligt med både synligt uniformerede patruljer og med civile specialpatruljer i området, ligesom vi konsekvent efterforsker banderelaterede hændelser. Vi ønsker ikke disse grupperinger i politikredsen”, slår politidirektør Frits Kjeldsen fast.

 

To kommuner i særligt fokus

I Aabenraa Kommune er borgernes tryghed faldet fra 90,6 procent til 86 procent i denne undersøgelse. Det er et markant fald, som kan skyldes stormfloden i uge 42:

 

”Når der flyder vand i gaderne og ind i husene, og der samtidig har været udfordringer med varsling af borgerne under stormfloden, vil det naturligt skabe utryghed. Det, formoder vi, kan aflæses i undersøgelsen her. Myndighederne har draget læring af stormfloden, og fejlene er korrigeret”, siger Frits Kjeldsen.

 

Derudover har der i Aabenraa i 2023 været episoder med psykisk syge, som har påkaldt sig stor opmærksomhed – både i medierne og hos de lokale borgere, som også kan have indvirkning på undersøgelsens resultater.

 

I Tønder Kommune svarer færre borgere, at de har tillid til politiet. Tønder lå over landsgennemsnittet tidligere, men er nu kommet under, og det er et opmærksomhedspunkt hos Syd- og Sønderjyllands Politi:

 

”Der er sket et fald i borgernes tillid, som vi ikke har en entydig forklaring på. Vi oplever et godt samarbejde med borgerne og vores samarbejdspartnere i Tønder Kommune, og vi løser hver dag mange opgaver i god dialog med borgerne. Vi mener, at borgerne kan have tillid til politiet – også i Tønder Kommune”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi vil nu kigge ned i de data, der ligger bag undersøgelsen, for at blive klogere på de udsving, den viser flere steder i politikredsen.

 

”Efterfølgende vil vi indgå i dialog med vores samarbejdspartnere rundt i Syd- og Sønderjylland for at finde ud af, hvilke indsatser vi kan iværksætte for at styrke tilliden og trygheden hos borgerne, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

 

FAKTA

 

Justitsministeriet står bag spørgeskemaundersøgelsen om tryghed og tillid til politiet blandt borgerne i Danmark.

 

Spørgeskemaet er besvaret af 29.007 personer på landsplan. Den er udsendt til 68.093 personer.

 

Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Statistik i perioden fra 1. september 2023 til 28. november 2023. 

 

I Syd- og Sønderjyllands Politikreds er de to særligt udsatte boligområder Hedelundgårdparken og Stengårdsvej med i undersøgelsen. I politikredsen er siden udpeget Præstebakken/Syrenparken i Esbjerg, som vil være en del af undersøgelsen næste år.

 

Resultaterne i Tryghedsundersøgelse 2023 er udgivet i hele tal, mens de i 2022- og 2021-undersøgelsen er udgivet med decimaler.

 

 

 

Tryghed

2023

Tryghed

2022

Tryghed

2021

Tillid

2023

Tillid

2022

Tillid

2021

Danmark

88

88,6

88,1

86

86,7

84,7

Syd- og Sønderjylland

88

91,2

89,7

86

89

86,4

Varde Kommune

89

91,8

91,8

89

90

90,4

Esbjerg Kommune

86

92,6

88,3

87

91,6

87,9

SUB Hedelundgårdparken

71

67,4

63,3

86

85,3

78,4

SUB Stengårdsvej

79

74,0

74,0

87

82,1

83,7

Fanø Kommune

96

95,0

95,2

90

92,2

91,0

Vejen Kommune

89

92,9

86,5

88

90,4

88,4

Tønder Kommune

90

92,1

89,6

82

90,4

85,4

Haderslev Kommune

87

89,7

92,7

88

90,7

87,6

Aabenraa Kommune

86

90,6

88,6

84

85,0

80,9

Sønderborg Kommune

91

88,4

90,7

86

84,7

84,1

 

 

Du kan læse hele Tryghedsundersøgelse 2023 her

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi