Bliv en del af et nærværende pædagogteam i naturskønne omgivelser

dato

  • Har du lyst til at være en del af et lille, varmt og nærværende hus, hvor fællesskab, nærhed og faglighed går hånd i hånd – og hvor du får stor indflydelse på den pædagogiske praksis? 

  • Vil du være med til at bære videre på vores stærke fællesskab, vores nærværende pædagogik og vores store kærlighed til leg, natur og relationer? 

  • Er du uddannet pædagog, pædagogisk assistent eller erfaren medhjælper, og kan du se dig selv i vores profil? Så glæder vi os til at høre fra dig! 

Da en af vores pædagoger er flyttet og flere børn kommer til, ønsker vi os nu to nye kollegaer, der med en legende og refleksiv tilgang, og stærke relationelle kompetencer – har lyst til at tage medansvar for den pædagogiske hverdag i vores lille hus. 

Hvorfor er Vonsbæk børnehus noget helt særligt?
Vi er en lille privat puljeinstitution med plads til 25 børn i alderen 0–6 år. Vi ligger i naturskønne omgivelser tæt ved Haderslev Fjord og bruger naturen aktivt og dagligt som læringsrum. Hos os er der plads til det nære, det personlige og det tætte samarbejde. Som pædagog bliver du en del af en fællesskabskultur, hvor både børn og voksne bliver set, hørt og taget alvorligt. 

Pædagogik med ansvar og fagligt råderum
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst i trygge og tydelige rammer, hvor de voksne tager ansvar for regulering, struktur og deltagelsesmuligheder. Vores praksis bygger på viden om børns nervesystem, følelsesmæssige tilstand og betydningen af trygge relationer. Vi tror på, at børn altid gør det bedste de kan – og at det er de voksne der tager ansvar for at tilpasse læringsmiljøet til barnet. 

Legen er et centralt omdrejningspunkt i vores pædagogiske praksis og et bevidst pædagogisk greb i arbejdet med børns trivsel, relationer og udvikling. Vi deltager aktivt i børns leg og arbejder med både planlagte og spontane læringssituationer. 

Hos os får du et stort fagligt ansvar og en central rolle i planlægningen af den pædagogiske praksis. Det indebærer blandt andet didaktisk planlægning af aktiviteter og pædagogiske forløb, pædagogiske indsatser og justering af praksis og løbende refleksion og evaluering i samarbejde med kolleger. 

Vi arbejder ud fra husets værdier og et fælles årshjul med udgangspunkt i naturen og årstidernes skifte, og med en fælles forståelse af, at alle læreplanstemaer altid er i spil i hverdagen. 

Et stærkt fællesskab – også for de voksne
Vi har et medarbejderfællesskab med fokus på samarbejde, sparring og arbejdsglæde. Du vil få 4-6 faste kollegaer, og plads til både faglig og personlig udfoldelse samt tryghed i rammer og relationer. 

Yderligere oplysninger
Tiltrædelse pr. 1. marts 2026 eller snarest derefter. 

Pædagog: minimum 32 timer og medhjælper 33-37 timer efter ønske.

Ansættelse efter SPIA-overenskomst.

Få mere viden om huset på vores hjemmeside, Facebook eller ved henvendelse på: vbhv@mail.dk

Ansøgningsfrist
Send din ansøgning, CV og bilag til mail: vbhv@mail.dk senest den 25. februar 2026. 

Der vil løbende blive afholdt samtaler, indtil de rette kandidater er fundet.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Haderslev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Rådhuset Haderslev, Christian X's Vej, 6100 Haderslev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b21cb318-9495-4d65-8d04-2e467a2c792a

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet