Tiltalte blev idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel samt udvist af Danmark for bestandig.
I februar 2025 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om, at en 35-årig kvinde var blevet frihedsberøvet og udsat for grov vold af sin daværende kæreste. Det skete i en lejlighed i Haderslev Kommune.En 35-årig mand blev anholdt i sagen, fremstillet i grundlovsforhør og har siden siddet varetægtsfængslet.
Sagen var tirsdag og onsdag i denne uge for Retten i Sønderborg, hvor den 35-årige mand var tiltalt for tre forhold om henholdsvis grov vold, vidnetrusler samt frihedsberøvelse.
Retten fandt det bevist, at den 35-årige kvinde i mere end 20 timer hen over to døgn i februar var blevet frihedsberøvet og udsat for grov vold, der gradvist blev mere voldsom, herunder et særdeles kraftigt og langvarigt kvælertag, hvor den forurettede mistede bevidstheden. Retten fandt det også bevist, at hun derudover havde været udsat for andre former for vold – heriblandt at den 35-årige mand havde grebet om hendes hoved og slået det ind i en væg. Retten fandt ham ikke skyldig i forsøg på kvælning med en pude.
I forbindelse med frihedsberøvelsen, som den 35-årige mand også blev dømt skyldig i, var han tiltalt for at have truet kvinden med at slå hende ihjel, hvis hun stak af eller ringede til politiet. Det dømte domsmandsretten ham også for. Han blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og 9 måneder og blev udvist af Danmark for bestandig.
”En kvinde har været frihedsberøvet i mere end 20 timer og er blevet udsat for meget hårdhændet vold af sin daværende kæreste. Det er en meget alvorlig sag, og det afspejler sig også i dommen i dag,” siger anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard, Anklagemyndigheden hos Syd- & Sønderjyllands Politi.
Den 35-årige mand er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket er årsag til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning.
”Jeg er meget tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om udvisning. Tiltalte har tidligere fået flere advarsler om udvisning, og han er nu dømt for grov kriminalitet. Kriminalitet af den karakter udgør en alvorlig trussel mod vores samfund, og derfor er han blevet udvist med et indrejseforbud for bestandig,” siger anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard.
Den nu dømte 35-årige mand ankede på stedet til Landsretten. Han er fængslet efter dom og afventer udvisning af landet.