Under anholdelse i en sag fandt politiet koster fra et andet bedrageriforhold. Efterforskningen fortsætter nu.
Syd- & Sønderjyllands Politi modtog den 18. juni anmeldelse om bedrageri begået mod en ældre kvinde i Haderslev Kommune.
En person ringede til kvinden og udgav sig for at være fra banken. Han overbeviste hende om, at det var nødvendigt at aflevere hendes hævekort.
En anden person kom til hende på adressen, fik hævekortet, og efterfølgende blev der hævet 8.000 kroner fra kvindens konto.
Syd- & Sønderjyllands Politi efterforskede sagen, og det ledte til, at politiet i denne uge kunne anholde og sigte en 25-årig mand for bedrageriforholdet. Det viste sig, at manden også kunne sigtes for yderligere forhold.
Kort tid forinden anholdelsen var en ældre mand i Sønderborg udsat for bedrageri med samme fremgangsmåde. Her kom personen også og fik både hævekort og derudover et guldarmbånd med inskription i. Gerningspersonen nåede også at hæve 8.000 kroner på mandens konto.
Det pågældende guldarmbånd, som var blevet franarret den ældre mand, blev fundet på den 25-årige mand under anholdelsen. Derefter blev den bil, som manden var kørt i, ransaget, og heri fandt politiet adskillige kontanter i både danske kroner og i Euro.
Det pengebeløb, der blev fundet, var større end beløbet fra de to bedrageriforhold, som politiet har sigtet ham for.
”Typisk er den person, der ringer til borgeren, meget professionel i at snyde og udnytter på groveste vis, at den pågældende borger har tillid til autoriteter og myndigheder,” siger politikommissær Flemming Midtgaard, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Den 25-årige mand, som er bosat i Aarhus Kommune, er desuden sigtet for et yderligere forhold med samme fremgangsmåde begået mod en ældre borger bosiddende i Kolding. Det foregik også den 18. juni – som forholdet i Haderslev Kommune.
Efter endt afhøring blev manden løsladt, da der ikke var juridisk grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagen.
Efterforskningen fortsætter nu, da politiet har en formodning om, at den 25-årige mand står bag flere bedrageriforhold.
Gode råd for at undgå den type bedrageri:
- Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
- Husk, at banken aldrig sender et bud efter et dankort
- Udlever aldrig dine kort, koder og oplysninger til fremmede
- Er du i tvivl, om nogen har franarret dig dit dankort eller dine oplysninger, så ring til politiet på 1-1-4. Her kan du også anmelde sagen, hvis det er gået galt
- Advar familie, venner og andre i din omgangskreds om risikoen for svindel.