En 25-årig mand tilstod en lang række indbrud og andre lovovertrædelser<br><br>
En 25-årig mand fra Haderslev Kommune blev i dag dømt 2 års fængsel ved Retten i Sønderborg.
Manden var tiltalt for 30 indbrud og forsøg på indbrud især i og omkring Haderslev og Kolding. Indbruddene fandt sted mellem den 15. april 2024 og den 23. januar 2026, hvor den 25-årige blev anholdt og varetægtsfængslet. Tyvekosterne var især designermøbler, men også smykker, sølvtøj, malerier og andre værdier. Derudover var han tiltalt for ulovligt at være i besiddelse af våben ved tre lejligheder, at have udøvet hærværk på et bosted to gange i 2025 og for at køre uden kørekort.
Den 25-årige tilstod de mange indbrud og de to tilfælde af hærværk, samt overtrædelserne af våbenlov og færdselslov, men nægtede de fleste indbrudsforsøg.
Anklager Camille Vad fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi gik efter en dom på 2,5 års fængsel:
”Det blev til to års fængsel. En sådan dom understreger sagens alvor, så det er jeg tilfreds med”, siger anklager Camille Vad.
Den 25-årige blev fængslet efter dom. Udover den ubetingede fængselsstraf medførte dommen konfiskation af våben og flere tyvekoster, samt erstatning til en række forsikringsselskaber.